Levende og organiske kostumer af kombucha
Initiativet tager afsæt i udviklingen af kostumer baseret på kombucha svampen, der dannes gennem fermentering. Kombucha-svampen og materialet til kostumerne dyrkes over en periode på 3-4 uger og gennemgår herefter en tørreproces, som gør det anvendeligt som tekstil. Som et led i produktionen af kostumerne var ensemblet Lydenskab også selv med til at dyrke kombucha svampen, som senere skulle blive til deres kostumer.
Kostumerne blev designet af Sofie Piil, som brugte de tørrede Kombucha dele til at sammensætte de endelige kostumer med. Hun anvendte her økologisk bomuldstråd og håndskårne træknapper af ubehandlet træ, hvilket sikrer en fuldstændig kompostérbar og bæredygtig løsning.
Ved afslutningen af forestillingen returneres kostumerne til naturens kredsløb gennem en kontrolleret komposteringsproces, hvor de nedbrydes og omdannes til næringsstoffer for jorden. Dette initiativ afspejler hvordan produktionen af kostumer kan bidrage aktivt til den grønne omstilling ved at implementere cirkulære designprincipper og eliminere tekstilspild.
Kombucha svampen kan anskues som en bæredygtig erstatning for tekstil. Dette skyldes at kombucha svampen dyrkes ved fermentering af te og sukker, hvilket kræver minimale ressourcer. Dyrknings processen kan foregå lokalt, og den kræver ingen farlige kemikalier og er 100% bionedbrydelig.